Nyhedsavisens udsendte korrespondent.
NEW YORK: Et nyt fly tordner ind i en amerikansk bygning? En eksplosion i metroen? Eller en kemisk bombe under en koncert i New York?
Et terrorangreb på amerikansk jord midt under valgkampen ville 'klart være meget godt' for den republikanske John McCain. Således ordene fra kandidatens egen chefrådgiver, Charlie Black, i et interview med Fortune Magazine i tirsdags.
Kommentaren har rystet amerikanerne, der opfatter terrorangrebet i New York, 11. september 2001, som det værste nogensinde.
- Jeg er ikke enig i vurderingen. Det er simpelthen ikke sandt. Jeg har arbejdet siden 9-11 for at forhindre endnu et angreb, og ja, jeg er meget uenig i den vurdering, sagde McCain, da udtalelsen kom frem. Black har siden også undskyldt.
Meget bagud
Men McCain har brug for noget, hvis han skal gøre sig nogen chance for at få ansættelseskontrakten til verdens vigtigste job til november.
For hvis der var valg i dag, ville John McCain være til grin i morgen. Den amerikanske krigshelt står i øjeblikket til et rystende stort nederlag på 12-15 procentpoint.
Det viser en række troværdige meningsmålinger, som er blevet offentliggjort i de seneste dage.
- Energien i år ligger hos demokraterne. En upopulær Bush er i gang med sit sidste år, og selvom det går bedre i Irak, så får det ingen opmærksomhed, siger Kellyanne Conway til Nyhedsavisen.
Hun er chef for The Polling Company, der lavede den mest præcise analyse forud for valget i 2004. Og selvom hun er erklæret republikaner, erkender hun hurtigt, at det ikke ser godt ud for McCain. Hun advarer dog om, at man på nogen måde erklærer valget for slut.
- Vi er nødt til at vente til en af kandidaterne har et forspring på mindst seks, syv, otte procent, og samtidig fastholder forspringet i længere tid. Lad os nu se, siger Kellyanne Conway.
Og foreløbig har McCain masser af tid. Der er først præsidentvalg om 132 dage.