Der er fynsk invasion i Parken, når OB spiller pokalfinale mod FC København i eftermiddag.
»Vi regner med, at mere end 10.000 OB-tilhængere er på plads,« siger Tue Kempf, der er kommerciel chef i OB.
Han er overbevist om, at det fynske fremmøde bliver større end i 2002, da OB hentede pokalen ved at slå FCK.
»Fankulturen er vokset siden dengang.«
De mange fynske fodboldfans kan komme til hovedstaden med særtog. Der er plads til godt 3.100 fans.
OB spiller kampen som udehold. Selvom klubben har to udebanedragter, kommer en tredje i anvendelse. Et sæt i sort og gult, der kun bruges den ene gang. OB s kommercielle chef afviser, at trøjen lanceres for at få trofaste fans til at købe nok en trøje.
Hvis der havde været et udspekuleret kommercielt sigte, skulle klubben vælge en trøje, hvor der var mere end 250 trøjer at sælge, bemærker Tue Kempf.
»Vi fik mulighed for at spille i en ny trøje. Og OB har før haft held med at spille i sort og gult,« siger Tue Kempf og henviser til den spillerdragt, som sad på de fynske spillere, der i 1994 besejrede selveste Real Madrid i den spanske hovedstad.