Det ville være massemord til ingen verdens nytte, hvis Venstre fik lov til at slå hundehvalpe uden stamtavler ihjel.
Det vurderer Dyrenes Beskyttelses arbejdsgruppe for farlige hunde. Et medlem af gruppen, hundepsykolog Mads Jørgensen siger, at regeringspartiets forslag leder tankerne tilbage på etniske udryddelser i det gamle Østeuropa.
"Der er jo ikke nogen, der kender arvegangen på de psykiske egenskaber. Hvis man have identificeret det gen, der gør hundene aggressive, så kunne jeg forstå, at man ville lave sådan en form for racehygiejne. Så at lave sådan noget som det her, det ville slet ikke have nogen effekt på det her med kamphunde," siger Mads Jørgensen, der til dagligt leder Hillerød Internat, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Han er ikke i tvivl om, hvor det ville stille regeringen, hvis forslaget blev gennemført.
"Det ville vælte Venstre fra regeringsmagten i løbet af tre sekunder, hvis det blev gennemført. Jeg var ved at falde ned af stolen, da jeg læste forslaget. Man kan jo ikke behandle hunde på den måde," siger internatlederen og understreger:
"At skyde så bredt og ramme over 99 procent af hundene, hvor kun en procent af dem ville være ramt rigtige, det er jo fuldkommen vanvittigt".
Der er dog heller ikke de store chancer for, at lovforslaget bliver gennemført. Både SF, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti vender tommelfingeren nedad for massedrab på hundehvalpe uden stamtavler.
"Der er mange hunde i Danmark, som ikke er kamphunde, og det ville være synd, hvis vi skulle til at slå dem ihjel, bare fordi de ikke er stambogsførte," siger Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører Marlene Harpsøe til Newspaq.
Hun mener i stedet, at man skal arbejde på at få registreret alle hunde i Danmark, som det allerede står i lovgivningen, at de skal være.