Et maleri af kronprins Frederik, prinsesse Mary og parrets to børn, prins Christian og prinsesse Isabella, har netop vundet den australske kunstpris, Bald Archy Prize.
Billedet er malet af jernbane-arbejderen James Brennan og det bærer titlen The Official Portrait of the Danixh Royal Family .
SE MALERIET HER
Maleriet viser prinsesse Mary og kronprins Frederik i undertøj. Mary sidder og ammer prinsesse Isabella. Frederik står ved hendes side med en øl .- en Carlsberg - i den ene hånd. Med den anden hånd klør han sig i skridtet. På billedet set også prins Christian og - selvfølgelig - en tasmansk djævel.
- Jeg gik og støvsugede og så kom maleriet pludselig til mig, fortæller Brennan til ABC News.
Billedet er satirisk, men da Mary jo er fra down under er Brennan ikke i tvivl om, at hun vil synes om det. Det håber han i hvert fald.
- Nu er Mary jo fra Australien og så har hun en særlig form for humor, så ja, jeg tror faktisk godt hun vil kunne lide det, siger Brennan.
Kunstprisen Bald Archy Prize blev indstiftet for 15 år siden som et satirisk alternativ til Australiens fineste kunstpris, The Archibald. I alt 64 malerier var tilmeldt konkurrencen. Med æren følger en check på 5000 dollars.