Portugal lyder nogenlunde, men Sverige er noget skidt, sådan cirka lyder Martin Jørgensen umiddelbare vurdering af Danmarks pulje i VM-kvalifikationen. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, så Martin Jørgensen glæder sig til opgørene imod Sverige.
- Nu får vi da chancen for revanche mod svenskerne, og det er godt. Hvis vi altså vinder!
Portugal er til gengæld ikke noget ringe hold at trække fra det øverste seedningslag, der var fyldt med stjernespækkede storhold.
- Portugal er selvfølgelig et godt hold, men det er ikke på højde med Frankrig, Tyskland og Italien. De har ikke været prangende i kvalen og er måske et hold, der svinger lidt, vurderer Martin Jørgensen, der også ser andre positive ting ved lodtrækningen.
- Jeg er glad for, at vi slap for de rigtige østhold som Kazakhstan, Azarbaijan og Moldova, hvor der er lang rejse, og hvor forholdene ikke er så gode.