Efter en lang og formentlig trættende uge med fejringen af sin 70 års fødselsdag kan Dronning Margrethe i dag slå benene op, klappe gravhunden Helike og nyde en enkelt dags afslapning.
For allerede i morgen skal hun igen i ilden som regent.
Sammen med udenrigsminister, Lene Espersen (K), skal Margrethe deltage i begravelsen af Polens præsident Lech Kaczynski og hans hustru. De omkom begge ved et tragisk flystyrt sidste weekend.
Men inden da kan Dronningen se tilbage på en særdeles begivenhedsrig fødselsdag.
Især talerne fredag aften ved gallamiddagen på Fredensborg vil efter alt at dømme stå klart i erindringen mange år frem over.
Kongefamiliens to mandlige hovedpersoner, Kronprins Frederik og prins Henrik, var nemlig meget hjertelige i deres taler til deres mor og hustru.
Frederik åbnede for de varme følelser.
"Forældre plejer at sige, at de er stolte af deres børn. Din far ville have sagt 'jeg er stolt af dig, min pige'. Nu står jeg her som din søn og er stolt over alt det, du har opnået," sagde kronprinsen.
De varme ord blev fulgt op af fødselaren.
"Du er mine gode støtte som kronprins og en, jeg kan tale med om alt muligt. Både du og Mary, Joachim og Marie er min store lykke," sagde Margrethe.
Prins Henrik talte også til regenten. Han satte disse nøgleord på aftenens hovedperson.
"En kærlig hustru og mor, en trofast veninde, en dygtig kunstner og en højt respekteret dronning."