Find statistikbøgerne frem.
Superligakampen påskemandag mellem Silkeborg og AaB bød på 10 mål og to hattrick, og det uden, at tilskuerne på noget tidspunkt blev budt på rigtig flot fodbold.
Hjemmeholdet Silkeborg tabte 4-6 til AaB trods en pauseføring til bundholdet på 2-1. Faktisk blev de i minutterne før pausen hyldet af publikum med taktfaste olé-råb, når de ramte hinanden fire-fem gange i træk.
Efter kampen var der ikke meget at juble over.
Hjemmeholdets Thomas Raun burde med tre mål have været dagens mand i skysovs, men trods sit hattrick stod han alligevel tilbage som en taber, da han efter kampen til Viasat Sports reporter gav følgende meget rammende karakteristik af kampen:
- Det var jo en tegneseriekamp. Det var helt lilleputagtigt. Vi scorede fire, men vi lukkede seks ind. Man skal næsten rykkes ned på sådan noget, sagde Thomas raun, hvorefter han selvfølgelig skyndte sig at understrege, at ingen i Silkeborg har givet op endnu.
0-1 Rasmus Würtz (27.)
1-1 Thomas Raun (28.)
2-1 Thomas Raun (40.)
2-2 Fredrik Winsnes (49.)
2-3 Rade Prica (55.)
2-4 Rade Prica (63.)
3-4 Søren Ulrik Vestergaard (65.)
3-5 Rade Prica (67.)
4-5 Thomas Raun (85.)
4-6 Fredrik Winsnes (87.)