Gert Wilders kommer til byen søndag den 1. juni, hvor han vil tale i Landstingssalen på Christiansborg. Han er inviteret af Trykkefrihedsselskab, der vil byde ham velkommen på talerstolen med ordene:
- De mener det allesammen. Anders Fogh Rasmussen, dagbladet Politiken, Danmarks Radio, Abdul Wahid Pedersen samt hundreder af præster og biskopper: Wilders er Europas værste mand.
Sikkerheden er skærpet
Efter offentliggørelsen af filmen Fitna er det ikke risikofrit for den hollanske politiker at rejse rundt i Europa. Når han taler i Danmark, bliver det derfor med betydelige sikkerhedsforanstaltninger til følge.
Publikum skal derfor møde mindst en time før talen om Fitna, koranen og ytringsfriheden. Man skal desuden opgive både navn, adresse og telefonnummer, når man tilmelder sig.
Statsministeren har tidligere taget afstand fra Gert Wilders. Det fik Dansk Folkepartis Søren Espersen til at kalde Anders Fogh Rasmussen for "pinlig".