En 42-årig mand er fundet dræbt af skud på sin egendom i Skodborg, der ligger syd for Vejen. Han er angiveligt blevet skudt i hovedet.
Det skriver EkstraBladet.dk.
Syd- og Sønderjyllands Politi bekræfter, at man efterforsker et dødsfald i Skodborg.
"Han blev fundet kort før middag, og vi er nu i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder", siger efterforskningsleder Hans Roost til Ekstra Bladet.
Angiveligt var det mandens egen mor, der gjorde det ubehagelige fund.
"Det er korrekt, at det var noget familie, der fandt ham og alarmerede os," siger Hans Roost til avisen.
Nu er politiet i gang med at efterforske dødsfaldet og indsamle spor.
"Vores teknikere er knap ankommet derude, og vi er i gang med afhøringer, så det er for tidligt at sige noget om," siger efterforskningslederen.
Opdateres.
Kilde: Ekstra Bladet.dk