Svensk politi har anholdt en 24-årig mand i Malmø for skudattentaterne i bydelen Lindängen 20. oktober, oplyser det svenske nyhedsbureau TT.
"Han blev anholdt i går og er mistænkt for mordforsøg," siger Calle Persson til Aftonbladet.
Politiet har ikke oplyst, om manden kan sættes i forbindelse med nogle af de andre skyderier, der har været i byen den seneste tid. Her har manden tilsyneladende jagtet indvandrere i byen, og det har de naturligvis været skræmt over.
Under episoden 20. oktober blev to mænd på 22 og 29 år beskudt og ramt i benene. De var netop steget ud af en bil, da de blev mødt af en gruppe bevæbnede mænd. De bevæbnede mænd skød ikke, men derimod blev de to beskudt et andet sted fra, da de stod ansigt til ansigt med de bevæbnede mænd.
Man har ifølge politiet begrundet mistanke om, at manden har forsøgt at dræbe mændene ved skyderiet.
Det svenske politi holder pressemøde klokken 10.15, hvor de vil uddybe anholdelsen.