Altid smilende, altid klar med en rap bemærkning. Det er sådan, de fleste kender den tidligere professionelle cykelrytter Jesper Skibby. I sin selvbiografi ?Skibby Forstå mig ret? lader cykelrytterne alle facader falde. Pludselig er det ikke de sjove kommentarer, der står stærkest i billedet.

Her er et par citater fra bogen, der udkommer på Ekstra Bladets forlag den 22. november.

»I begyndelsen kunne jeg godt føle en nagende frygt for, at der var noget i den der væske, der løb ind i mig, som ikke skulle være der. Men man vælger at stole på ham med nålen, ham der ikke tøver. Ham der i sin medicintaske har lindring mod smerterne og trætheden.«

Jesper Skibby i sin bog om det at blive vænnet til at få en kanyle i armen efter et cykelløb.

»Man er som en fugleunge, der ligger hjælpeløs i reden og skriger på føde. Når mor og far så kommer og gylper et eller andet op, stiller den der lille pipfugl sgu ikke spørgsmål. Den stoler 100 procent på, at de ved, hvad den har brug for.«

Jesper Skibby om den tillid han havde til sin og cykelholdets læge.

»Da han endelig bankede på døren og rakte mig sprøjten, følte jeg mig præcis som en lille dreng, der får overrakt en stor julegave. Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre. Jeg trak mine træningsbukser lidt ned, stak mig skråt ind i røvbalden med kanylen og trykkede stemplet i bund. Det pressede en anelse, men ellers var der ingen smerte. Så lagde jeg mig til at sove, og før jeg faldt i søvn, lå jeg og tænkte på, at i morgen ? i morgen, Jesper! ? er alt guld og grønne skove. (...) Ikke et øjeblik tænkte jeg på, at jeg nu var begyndt at snyde.«

Jesper Skibby om sin allerførste sprøjte med dopingmidlet kortison, som han fik før et løb i februar 1991.

»Jeg var bare en ambitiøs sportsmand, der brugte de hjælpemidler, der nu en gang var til stede, for at udføre mit arbejde. Jeg fortsatte med at gøre det til den dag, jeg stod af cyklen for sidste gang. Men der skulle gå lang tid endnu, før jeg forstod og erkendte, at jeg havde fejlet. Så stærke var løgnene og så massivt var mit selvbedrag, at jeg først nu mange år senere erkender det.«

Jesper Skibby om sin livsløgn.