Nyheden om, at landets mest indflydelsesrige erhvervsmand er død, har for alvor sat skub i den i forvejen dyre A.P.Møller-Mærsk-aktie.
Siden meldingen om Mærsk Mc-Kinney Møllers død, er aktiekursen for både virksomhedens A- og B-aktier steget med næsten tre procentpoint, fortæller chefanalytiker i Nordea, Michael Borre.
"Den stiger, fordi man regner med, at der vil komme nogle mere aktionærvenlige tiltag, efter han ikke er i live længere. Det kan være sådan noget som at splitte aktiekursen," siger han til Newspaq.
"Sådan en A.P. Møller-aktie koster jo over 40.000 kroner, og det hæmmer jo lidt aktien, når den bliver så dyr for mindre investorer, typisk private. Der har han (Mærsk, red.) ikke rigtig ville splitte aktiekursen," forklarer Michael Borre videre.
Derfor kan den 98-åriges skibsreders død således betyde, at den dyre aktie igen vil komme ned i et mere overkommeligt prisleje.
"Man kan foreksempel splitte den ti eller 100 gange, så den i stedet for at koste 40.000 vil komme til at koste 400 eller 40 kroner, og så er der flere af de små investorer, som vil få mulighed for at investere i aktien," siger chefanalytikeren.
A.P. Møller-Mærsk er et af de største industriklenodier herhjemme, som år efter år har slæbt kæmpe overskud hjem til Danmark og skaffet massevis af arbejdspladser.
"De aktionærer, der har været så heldige at være med fra begyndelsen, har jo tjent rigtig gode penge. Så det her er succeshistorie, og det er selvfølgelig et kæmpe tab for virksomheden, at Mærsk Mc-Kinney Møller ikke længere er her," lyder det fra Michael Borre.
Den 98-årige skibsreder havde trukket sig ud af ledelsen i virksomheden de senere år.