De blev anholdt under en kæmpe anti-terroraktion sidste sommer og udråbt som terrrorister i medierne.
Men nu har statsadvokaten valgt at droppe sigtelsen om forsøg på terror mod seks ud af de ni personer i terrorsagen fra Glasvej i København. Beviserne mod dem er ganske enkelt ikke overbevisende nok. Det oplyser statsadvokat Lise-Lotte Nilas.
- Vi har foretaget en samlet bedømmelse af bevismaterialet. Og på den baggrund har vi fundet, at der ikke er grundlag for at tiltalte de seks personer, siger Lise-Lotte Nilas til Avisen.dk.
Tre andre personer blev forleden tiltalt i sagen.
To af disse tre tiltalte, der skal for retten, har i følge Rigsadvokaten fremstillet hjemmelavede bomber og prøvesprængte dem som led i forberedelserne til et angreb på Danmark eller et andet sted i verden. Terrorplanerne mislykkedes ifølge Rigsadvokaten, da de mistænkte blev anholdt af politet under en større anti-terroraktion 4. september i fjor.
Ifølge Rigsadvokaten har de terrormistænkte holdt konkrete møder og samtaler om bombeplanerne og skaffet sig bombemanualer og kemikalier til fremstilling af det berygtede sprængtstof TATP - også kaldet satans mor .
Derefter har de foretaget prøvesprængninger for at øve sig på en terrorhandling et ikke nærmere bestemt sted i Danmark eller udlandet , konkluderer Rigsadvokaten på sin hjemmeside.
Rigsadvokaten har også tiltalt en tredje person for at have opfordret til at kidnappe danskere i udlandet. Den mistænkte afslørede sine planer, mens han kommunikerede med en anden person over internettet. Kidnapningerne skulle angiveligt tvinge de danske myndigheder til at løslade de anholdte i terrorsagen fra Glasvej. Dette mislykkedes dog også, da personen blev anholdt 11. november 2007.
Retssagerne vil finde sted i retten på Frederiksberg.