Hver morgen har han kvalme, så han dårligt kan stå ud af sengen. Maven buler mere og mere ud, og han får en glubende appetit på alt med kulhydrat og dertil en enorm lyst til syltede agurker og stærk lakrids.
Han skal nemlig være far. Og hvis fantom-graviditeten rigtig får fat, kan han ende med at få veer, når hans kones fødsel går i gang.
Sympati-graviditet
Forskere på St. George s University i London har fulgt 282 mænd, hvis koner var gravide, og som rapporterede alverdens symptomer, som den gravide kvinde ellers plejer at have patent på.
En af de kommende fædre fortæller til forskerne om sine smerter under fødslen.
»Jeg synes, det så ud til, at mine smerter var værre end min kones. Hun havde ret stærke veer, men hun kunne ikke presse, og imens blev mine mavesmerter bare værre og værre,« siger han.
Forskningslederen, Dr. Arthur Brennan, forklarer mændenes graviditets-problemer med, at de er så fokuserede på deres koner, at de udvikler samme symptomer som dem. En slags sympati-graviditet.
Mændene er angste
Mænd med morgenkvalme er ikke noget nyt. Det har endda et navn – couvade syndrom – som oprindeligt var et navn for nogle ritualer, som kommende fædre i primitive samfund skulle igennem.
Men det er første gang, at forskerne klinisk beviser og kortlægger det, skriver BBC.
Den danske psykolog Kirsten Lindved, leder af Gaia-instituttet, der undersøger kvinders fødselsreaktioner, kender til symptomer hos mænd. Ifølge hende er den enkleste forklaring angst, som bliver til fysiske problemer.
»Den nye rolle som far for barnet og som støtte for partneren kan være ændringer, som kan skabe bekymring med hensyn til egne evner,« skriver hun i pjecen Mænds reaktion på graviditeten .
Men der er også mere indviklede forklaringer, hvor den kommende fars forhold til hans far spiller en rolle, hvor faderen drømmer om at blive en del af mor-barn-symbiosen, eller hvor han slet og ret er misundelig på kvinden, fordi hun kan føde.
Symptomerne forsvinder
Ifølge de engelske forskere bliver de fleste mænd normale igen, når deres koner har født. Kvalmen forsvinder, den oppustede mave bliver flad, og smerterne går over.
Indtil da er der bare de gode gamle husmorråd, som ellers mest er gået i arv fra kvinde til kvinde:
1. Spis knækbrød og stå langsomt ud af sengen, når du har kvalme.
2. Hold blodsukkeret stabilt – tag en pakke rosiner med i tasken.
3. Kræv en epiduralblokade, hvis veerne bliver for voldsomme.