Hundredtusindvis af danskere har i årevis kigget på den skaldede og smilende journalist med den helt specielle stemme, når de zappede over på 'Aftenshowet'.
Men Mads Steffensen siger nu farvel til rollen som tv-vært. Det fortæller den 40-årige journalist til bt.dk.
Selvom årene i den bedste sendetid har været sjov, så har arbejdet fyldt rigtig, rigtig meget - og derfor dropper han nu showet.
"Man kan sige, at i lang tid har jeg kørt 130 kilometer i timen på en vej, hvor man kun må køre 100. Nu har jeg jo lavet 'Aftenshowet' i fire år, og det har jeg været glad for. Men nu har jeg lyst til noget andet," siger han til netavisen.
Steffensen har også rollen som vært på det populære radioprogram 'Mads og monopolet'. Og det program har han ikke planer om at vende ryggen.
"Der fortsætter jeg. Man kan sige, at så længe, at danskerne bliver ved med at fucke deres liv op, så vil vi fortsætte med programmet," lyder det fra værten.
Mads Steffensen understreger, at han allerede besluttede sig for at droppe 'Aftenshowet' før sommerferien.