Striden om madpakkerne i landets børnehaver forventes løst i dag.
De politiske partier bag den omstridte madpakkeordning mødes i dag klokken 17 i Indenrigsministeriet til nye forhandlinger.
"Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken, men lige umiddelbart tror jeg, at vi bliver enige i dag," siger Dansk Folkepartis forbrugerordfører, Dennis Flydtkjær, til Newspaq.
Efter et møde i sidste uge blev parterne enige om, at madordningen skal være mere fleksibel, så det i højere grad er op til forældrene og kommunerne, hvordan ordningen skal skrues sammen.
"Vi er ikke langt fra hinanden, men der kan være nogle ting, der skal finpudses efter de notater og ekstra beregninger, som vi har fået udleveret," siger Dennis Flydtkjær.
Indenrigsminister Karen Ellemann (V) har lagt op til en ordning, hvor det skal være op til hver enkelt forældrebestyrelse i daginstitutionen, om børnene skal have madpakker med hjemmefra eller være en del af en obligatorisk madordning.
Folketingets formand, Thor Pedersen (V), har kaldt den obligatoriske madpakkeordning for "rendyrket socialisme".