Et engelsk bureau for skuespillere, modeller og lookalikes tilbyder nu alle interesserede at leje Madeleine - eller i hvert fald en pige der ligner til forveksling - for 600 pund i timen. Eller til en halvtimes fotosesion for det halve.
Bureauet forestiller sig, at pigerne for eksempel kan bruges i forbindelse med film eller dokumentarprogrammer om Madeleines liv og forsvinden.
En talsmand fra Madeleines forældre, Gerry og Kate McCann, siger til Daily Mail, at parret finder bureauets forsøg på at slå plat på den tragiske historie skandaløst .
Bureauet er ejet af Shona Adams, og hun siger til avisen, at parret tværtimod bør være glade for, at det nu er muligt at lave for eksempel realistiske rekonstruktioner af sagen på tv. Pigerne er, siger Adams, som snydt ud af næsen på Madeleine. For en af pigerne blev ligheden til sidst et egentligt problem - hun kunne ikke bevæge sig uden for en dør, uden at hun - eller måske rettere hendes forældre - blev stoppet.
- Og så kan hun jo lige så godt tjene lidt penge på ligheden. Og at spille rollen som Madeleine er en stor chance for enhver ung pige med skuespillerdrømme, siger hun til avisen.