Efter fem kampe på stribe uden nederlag kom FC Nordsjælland i går godt og grundigt ned på jorden mod et disciplineret og effektivt Horsens-mandskab, som nordsjællænderne havde store problemer med at skabe chancer mod.
Gæstene sejrede 2-1 og sikrede sig dermed en tiltrængt udesejr efter seks mislykkede forsøg. Manden bag sejren var en veloplagt Gilberto Macena i Horsens-angrebet.
Første mål længe
Den 23-årige brasilianer gjorde det til 0-1 efter 10 minutter, da han overløb FCN-forsvareren Johnny Lundberg og køligt sendte bolden i nettet. Det var hans første scoring i to måneder.
Og i begyndelsen af anden halvleg lagde Gilberto Macena så op til 0-2-målet, som 19-årige Casper Johansen stod for. Han havde fået chancen i front på bekostning af Rawez Lawan.
Som så ofte på hjemmebanen var det FCN, som dominerede og havde bolden det meste af tiden.
Men Kent Nielsens mandskab var særdeles svært at spille i mod i går, hvor defensiven stod stærkt, og angrebet fra dræbende giftigt.
Horsens i kontrol
Det usædvanlig tamme hjemmeholdet blev tvunget til at skyde udefra, og det gik ikke alt for godt.
Horsens havde i bund og grund styr på begivenhederne det meste af kampen. Selv efter Bajram Fetai reducerede til 1-2 med ti minutter igen, lykkedes det overraskende nok Horsens at undgå den massive belejring, alle ventede.
Med sejren er Horsens igen med i toppen, men FC Nordsjælland er i fare for at gro fast i midten af tabellen.
Mål:
0-1 Gilberto
Macena (10.)
0-2 Casper
Johansen (49.)
1-2 Bajram
Fetai (80.)
Advarsler:
FCN: Nakajima-Farran (80.). ACH: Per Gade (53.), Thomas Kortegaard (60.)
Udvisninger:
Ingen
Dommer:
Michael Svendsen
Tilskuere:
3.086 i Farum Park