Fredningsmyndighederne i New York har nægtet at frede en bygning tæt ved det hedengange World Trade Center, hvor terrorister fra muslimske lande spredte død og ødelæggelse den 11. september 2001.
Det betyder, at en omstridt moske efter al sandsynlighed vil blive bygget på området. Det skriver avisen New York Times.
Modstandere af moskeen havde håbet, at de kunne hindre byggeriet ved at få erklæret den eksisterende bygning, Burlington Coat Factory, for fredet. Men det afviste myndighederne altså i går tirsdag, til trods for at mange new yorkere har protesteret indædt mod det kontroversielle projekt.
I stedet er vejen banet for opførelsen af det såkaldte Cordoba House, der efter planen skal huse en moske og et auditorium med plads til 500 mennesker.
Moskeens første imam bliver Feisal Abdul Rauf, der tidligere har fordømt terrorangrebet mod World Trade Center.