For første gang er en mårhund blevet set på Sjælland.
Rovdyret, som myndighederne vil have udryddet fra Danmark, havde forvildet sig ind i en stille villahave i Bagsværd.
Og ikke nok med det. Det vaskebjørn-lignende dyr var også kommet ind i huset, skriver Jægerforbundet på sin hjemmeside.
Her kom den i nærkamp med familiens jagthund og efterlod tydelige blodspor på de hvide vægge.
Husets beboere gjorde store øjne, da de så dyret i dagligstuen.
"Sådan et dyr havde vi aldrig set før, men vi fandt hurtigt ud af, at det passer med de mange fotos af mårhunde, der var været i medierne i den seneste tid. Og efter at have googlet mårhunden, og læst om dens adfærd og bevægelsesmønster, var vi ikke i tvivl om, at vi havde gjort en observation ud over det sædvanlige," fortæller Bjarne Højlund, der til daglig er forstander på en efterskole.
Mårhundens naturlige levesteder findes tusinder af kilometer mod øst og sydøst i Kina, Korea og Japan.
I disse år er rovdyret i foruroligende grad ved at få fodfæste i Danmarks natur. Den har ingen naturlige fjender i Danmark, og derfor skal den bekæmpes, så den ikke truer bl.a. det danske fugleliv.