Få dage efter, at Helle Thorning Schmidt officielt kunne kalde sig statsminister for første gang, viser en ny meningsmåling, som Megafon har lavet for Politiken og TV 2, at stemmerne er vandret tilbage til blå blok.
Det går især hårdt ud over SF, som kun 7,8 pct. af vælgerne ville stemme på, hvis der var valg i morgen. Det er den laveste tilslutning siden november 2006.
Ifølge målingen får blå blok 50,4 pct. af stemmerne, hvilket svarer til 89 mandater, mens rød blok med 49,6 pct. af stemmerne kun ville få 86 mandater.
Eneste lyspunkt for regeringen skal findes hos De Radikale, der går én pct. frem i forhold til valgresultatet.
Udviklingen kommer dog ikke bag på Socialdemokraternes nyudnævnte politiske ordfører, Magnus Heunicke.
"Det er helt naturligt; efter den debat, der har været i medierne, er det den udvikling, man kunne forvente sig," siger han til Politiken.
I SF er politisk ordfører Jesper Petersen forstående over for, at vælgerne føler sig skuffede over regeringsgrundlagets mange kompromiser, som har begrænset de politiske tiltag, SF gik til valg på.
"Vi skal oppe os i forhold til at få fortalt, hvor meget gennemslag SF rent faktisk har fået. På stort set alle de valgløfter, vi gav, er der fremskridt, og vi har nu et af Europas mest venstreorienterede regeringsgrundlag. Man kan være stolt som SF'er over det, vi har opnået," siger han til Politiken.
Kilde: Politiken