Mogens Lykketoft, tidligere socialdemokratisk udenrigsminister, leverer nu et hårdt angreb på Nyhedsavisens chefredaktør David Trads, der betegnes som ’ynkelig’ og Fogh-regeringens ’rygklapper’.
I et blogindlæg her på avisen.dk - ’Trads som manipulator’ - gennemhegler Lykketoft den serie af artikler, som Nyhedsavisen har skrevet om Danmarks Radios film ’Den Hemmelige Krig’ - og om TV-Avisens dækning af danske soldaters handlinger i begyndelsen af Afghanistan-krigen.
Lykketoft betegner David Trads og journalistisk chefredaktør Simon Andersen som velvillige ofre for VK-regeringens spin. De to driver, ifølge Lykketoft, ’kampagnejournalistik’ på en ’bizar og manipulerende måde’ - og er derved med til at hjælpe en trængt regering, mener Lykketoft. Indlægget sluttes af med en klar besked:
»Din rolle er ynkelig, David Trads.«
Nyhedsavisens chefredaktør tager kritikken fra den tidligere socialdemokratiske formand roligt.
»Jeg konstaterer, at Lykketoft måske har lyst til at betale lidt tilbage til Christoffer Guldbransen, der som bekendt også instruerede DR’s hyldestportræt af Lykketofts store valgnederlag, da han prøvede at blive statsminister i 2005,« siger Trads.
Læs også:
Trads: DR s propaganda