Flyselskabet Lufthansa nåede tirsdag til enighed med sine kabineansatte om, at deres løn stiger næsten fire procent over de næste to år.
Med aftalen er truslen om flere strejker i den travle julesæson afværget.
Lønaftalen afslutter næsten seks ugers forhandlinger, der blev indledt i september. Her lagde de kabineansatte ud med et krav om en lønstigning på fem procent, mens Lufthansa ville gå med til en stigning på 3,5 procent.
Lufthansa er på forhånd i færd med at skære ned på sine omkostninger for at kunne konkurrere med lavprisselskaber som Ryanair og EasyJet.
Bestyrelsesmedlem Peter Gerber siger, at aftalen er "smertefuld" for Lufthansa og medfører yderligere omkostninger for 33 millioner euro (246 millioner kroner).
Det kommer på et tidspunkt, hvor det skandinaviske luftfartsselskab SAS stiller sit kabinepersonale en lønnedgang i udsigt.