Playboy-læsere verden over kan nu se frem til at lære Lindsay Lohan bedre at kende. En hel del bedre.
Den berømte og berygtede, amerikanske skuespillerinde har nemlig takket ja til at optræde, fuldstændigt som Gud har skabt hende, i en kommende udgave af det amerikanske herremagasin.
Det skriver det amerikanske gossip-site, TMZ.com
Sladdersitet har talt med flere kilder, der ikke alene forsikrer, at "Li-Lo" kommer til at agere blikfang for Playboy, men også at de første af billederne allerede blev taget i weekenden.
Indtil videre har hverken 25-årige Lindsay Lohan eller Playboy dog officielt meldt ud, at fotoserien bliver en realitet.
"Jeg kan hverken af- eller bekræfte oplysningerne," udtaler Lohans talsmand til TMZ.com.
Ifølge TMZ.com har Lohan krævet sig overordentligt godt betalt for at smide kludende. Hugh Hefner tilbød hende indledningsvist godt fire millioner kroner, men det var ikke nok for Mean Girls-stjernen, der krævede en million dollars - eller 5,3 millioner kroner.
Kilde: TMZ