Flere unge, der blev fængslet efter optøjerne på Nørrebro i København, er tilsyneladende på vej ud i friheden.
Ifølge Ritzau har politiet besluttet sig for ikke at forlænge fængslingerne af syv unge på 16 og 17 år, der sigtes for at have sat ild til en bil og anden uro.
Chefanklager Bitte Dyrberg siger, at der nu er så meget overblik over de sager, at en fortsat fængsling ikke er nødvendig.
I går besluttede landsretten at løslade otte personer, der var blevet fængslet i byretten, med den begrundelse, at der ikke længere er uro i København. De var
alle blevet varetægtsfængslet af Københavns Byret, fordi retten mente,
at de igen ville begå lovovertrædelser, når de var på fri fod.
Samtidig står en række af de mest kontroversielle varetægtsfængslinger stadig ved magt. Det drejer sig primært om de anholdte fra den såkaldte knibtangsmanøvre, hvor et meget stort antal personer, der befandt sig på Nørrebrogade under urolighederne, blev anholdt og senere varetægtsfængslet. Det er disse anholdelser, som en gruppe forsvarsadvokater nu vil forsøge at få prøvet ved Højesteret.