21-årige Charlotte Olsen har fået nok af kendismægleren Henrik Mühldorff. Nu har hun begæret ham konkurs, skriver BT.
Charlotte Olsen har gennem to måneder forsøgt at få fat i 30.000 kroner, som mægleren skylder hende for det arbejde, hun har udført for ham. Men ifølge den nu tidligere ansatte har Henrik Mühldorff ikke været til at få fat i. Derfor har hun via en advokat begæret ham konkurs.
”Jeg vil forhindre ham i at gøre det samme over for andre, for jeg synes simpelthen, det er for groft,” siger Charlotte Olsen til BT.
Henrik Mühldorff har været selvstændig ejendomsmægler i mere end tyve år og har specialiseret sig i handel med liebhaverboliger. Han kalder overfor BT sagen for en ”bagatel”.
”Det er, fordi jeg ikke kunne overskue det. Jeg vil se at få bragt det i orden. Den sag er en bagatel,” siger han.
Kilde: BT