Trods økonomisk krise og nedskæringer er det langt fra umuligt at forhandle sig frem til gedigne lønstigninger.
Metalarbejderne i Dansk Metal har i snit forhandlet sig frem til lønstigninger på 2,2 pct. i 2010 ved de lokale lønforhandlinger, skriver Jyllands-Posten.
Næstformand i Dansk Metal, Claus Jensen, hæfter sig ved, at reallønnen dermed er sikret.
"I det lys synes jeg, at det lever op til de forventninger, som man kunne have haft," siger Claus Jensen.
Opgørelsen baserer sig på indberetninger fra 1.600 af Dansk Metals i alt 125.000 medlemmer, men forbundet forventer, at gennemsnittet på 2,2 pct. bliver dækkende for hele Metals område.
Cheføkonom i Nordea Helge J. Pedersen betegner lønstigningstakten som relativt høj.
"Når man tænker på, hvor dyb krisen har været, synes jeg, at det er højt," siger han.