Fagforbundene har tilsyneladende opgivet store lønstigninger i årets overenskomstforhandlinger, men selv om det lyder som en falliterklæring, er det i virkeligheden helt i tråd med befolkningens ønske.
For langt størstedelen af de danske lønmodtagere er det nemlig ikke antallet af cifre på lønsedlen, der er vigtigst - det er derimod lønsedlen i sig selv.
Det viser en meningsmåling, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Avisen.dk.
Halvdelen af de 1070 adspurgte svarer, at jobsikkerhed for dem er vigtigere end en lønstigning, mens blot en fjerdedel står fast på, at lønnen skal op.
Forklaringen er den økonomiske nedtur. Den høje ledighed har gjort mange danskere nervøse, forklarer arbejdsmarkedsforsker Thomas Bredgaard fra Center for Arbejdsmarkedsforskning i Aalborg.
"Der er en meget logisk forklaring på, at danskerne finder jobsikkerhed vigtigst. Nemlig den, at vi befinder os i den værste økonomiske krise siden Anden Verdenskrig. Ledigheden er stigende, og mange risikerer at blive fyret - i den forbindelse betyder et par ekstra lønkroner ikke så meget," siger han.
Og selv om vi før har sunget sange om Danmarks fleksible og sikre jobmarked, hvor lønmodtagerne ikke er bange for at skifte job, er det ikke længere tilfældet, mener Thomas Bredgaard:
"Dagpengesystemet har gjort, at vi ikke har været bange for at blive fyret. Men det har ændret sig under krisen, fordi sandsynligheden for at komme i arbejde igen er blevet mindre."
Ingen forhandlinger om markant lønstigning
Også fagforeningerne kan genkende tendensen, der til en vis grad afspejler sig i overenskomstforhandlingerne, lyder det fra formand for CO-Industri og Dansk Metal, Thorkild E. Jensen.
"Sådan vil det altid være i perioder med mange afskedigelser. Det er en helt almindelig bekymring. Derfor har vi også fokus på jobsikkerheden i overenskomstforhandlingerne. Det er en balancegang mellem at sikre vores medlemmer de bedste vilkår, men stadig sørge for, at der er job til dem fremover," forklarer han.
Den vurdering er Thomas Bredgaard enig i. Han anfører, at den danske fagbevægelse tidligere generelt har afholdt sig fra at forhandle om jobsikkerhed.
"Under overenskomstforhandlingerne i år vil fagbevægelserne ikke stille krav om markante lønstigninger, fordi det vil gøre danske virksomheder mindre konkurrencedygtige og i sidste ende føre til flere afskedigelser. Og lønmodtagerne er mere interesserede i jobsikkerhed."
Hvad er mest vigtigt for dig - mere i løn eller jobsikkerhed?
Det spørgsmål stillede analyseinstituttet Wilke 1070 danskere. De svarede følgende:
Løn: 23.3%
Jobsikkerhed: 49.0%
Andet: 18.9%
Ved ikke: 8.8%