Det ligner en flot gave fra Århus-politikerne til de strejkende social- og sundhedsassistenter.
En ny lønaftale mellem FOA og Århus Kommune giver alt uddannet plejepersonale et engangsbeløb på 3.000 kroner den 1. august og et årligt tillæg på 6.000 kroner. Og tilmed ret til at arbejde på fuld tid.
Men pengene blev i virkeligheden allerede afsat til lokale lønforhandlinger ved sidste overenskomst i 2005, forklarer kommunens sundheds- og omsorgsrådmand, Dorthe Laustsen (SF).
- Det er helt tilfældigt, at aftalen mellem FOA og Århus Kommune falder på plads netop nu, hvor der er arbejdsnedlæggelser i hele landet. Pengene er kun et lille lønløft til vores plejeperonale. Det vigtigste ved den her aftale er i virkeligheden, at medarbejderne får det som regeringen ikke ville være med til at give dem - ret til at arbejde på fuld tid, siger Dorthe Laustsen til Avisen.dk.
Hun understreger, at det stadig er efterårets overenskomstforhandlinger, der skal batte noget for de lavtlønnede social- og sundhedsassistenter.
- Det er helt nødvendigt med et yderligere lønløft til efteråret. Det vi giver her er bare et plaster på såret, siger Dorthe Laustsen.