I Folketingets Finansudvalg udspiller sig lige nu en højspændt konfrontation mellem statsministeren og en samlet opposition.
Ved et åbent samråd torsdag morgen forlanger Villy Søvndal (SF) og Helle Thorning-Schmidt (S) og deres håndgangne mænd og kvinder svar på den skarpe kritik Rigsrevisionens formand Peder Larsen retter mod statsministeren på Avisen.dk.
Statsministeren afviser dog klart kritikken.
Der var ikke indblanding fra Statsministeriet, da regeringspartiernes statsrevisorer ganske usædvanligt udtalte en mindretalsudtalelse i sagen om overbetaling til de private sygehuse.
"Der har ikke fundet nogen instruktion sted - det siger sig selv," lyder det fra Løkke.
Under mødet læser statsministeren højt fra den mail, som her til morgen af oppostitionen er blevet kaldt det 'hemmelige Løkke-dokument'.
Mailen viser sig at være en mailudveksling mellem to medarbejdere i Statsministeriet.
"Vi bliver nok nødt til at lave en lile orientering af de endelige konklusioner. Gerne til dagmappen i morgen, hvis det kan nås. Kærlig hilsen Sophus," læste statministeren højt.
Socialdemokraterne forlanger dog stadig samtlige mails og dokumenter udleveret.
Det ønske vil statsministeren efterkomme, lover han.
Løkke er yderst overrasket over, at oppositionen er så opsatte på sagen. Han beskylder Thorning og Søvndal for at brygge "konspirationsteorier".
Oppositionen er langt fra tilfredse med de svar, de hører.
Helle Thorning-Schmidt undrer sig til mødet over, at statsministeren ikke har forberedt sig til mødet, ved at læse de dokumenter Avisen.dk kunne offentliggøre onsdag aften.
Den socialdemokratiske leder er yderst utilfreds med, at statsministeren ikke har besvaret, hvorvidt det er en "skandale", hvis regeringens statsrevisorer og Statsministeriet har "drøftet, vejledt, brainstormet eller på anden måde talt om mindretalsudtalelsen."
Statsministeren erkender, at han og statsministeriet har holdt sig orienteret i sagen.
"Vi har forsøgt at forholde os til det, der sker, men vi har ikke forsøgt at være med i sagsbehandlingen. Og så kan vi vist ikke komme nærmere sagen nærmere - uanset hvor mange ord vi bruger på det," lyder det fra Løkke.
Oppositionen holder dog fast - de vil have svar på, om statsministeren har drøftet mindretalsudtalelsen med Venstres statrevisor, Svend Erik Hovmand.
Men det svar vil statsministeren ikke give.
"Jeg vil ikke tages i at sige et eller andet bastant, hvis det så senere kommer frem at jeg har talt om statsrevisorernes foreløbig resultat under et møde i Venstre," siger han.
De radikales finansordfører Morten Østergaard spørger under mødet fire gange, om statsministeren - eller nogle af hans medarbejdere - har drøftet udtalelsen.
Dertil svarer Lars Løkke Rasmussen:
"Jeg har ikke forsøgt at påvirke statrevisorerne."