Få timer efter at Nyhedsavisen onsdag konfronterede Lars Løkke Rasmussen med hans omstridte brug af skattekroner under turen til New York i 1999, meddelte ministeren via nyhedsbureauet Ritzau, at han betaler de 3.140 kroner tilbage til amtet.
Løkke ønskede imidlertid ikke at tale med Nyhedsavisen, og det var derfor ikke muligt at få ham til at uddybe, præcis hvorfor amtet i 1999 skulle betale for telefonopkald, videofilm og restaurantbesøg, når han allerede havde fået penge med fra Folketinget til turen, der i øvrigt på ingen måde var relevant for amtet.
I et skriftligt svar skriver Lars Løkke Rasmussen, at nogle af telefonregningerne skyldes, at han havde aftalt med sin amtskommunaldirektør, at han dagligt skulle være i kontakt med amtet – blandt andet via »en pc med telefonopkoblingsmulighed.«
Det var ikke muligt i går at få oplysningen bekræftet af den daværende amtsdirektør, Jeanette Birkelund, men Conny Dideriksen, der var konstitueret amtsborgmester, mens Løkke var af sted, kender intet til den omtalte pc.
- Jeg var i hvert fald ikke orienteret om, at amtet var i daglig kontakt med Løkke. I så fald er der nogen, der er gået bag om min ryg. Under alle omstændigheder undrer det mig, at han skulle være i daglig kontakt med amtet, når nu han havde taget ferie fra amtet, siger hun.
I det skriftlige svar erkender Løkke, at »det fremstår sjusket,« at han ikke præcist har opgjort, hvilke af telefonopkaldene, der var til amtet.
Hvad angår regningen på 1.551 kroner fra restauranten Morton s of Chicago, skriver Løkke, at der er tale om repræsentation i forhold til en tværpolitisk gruppe danske politikere .
Han hævder endvidere at have betalt beløbet tilbage til amtet, hvilket jeg dog ikke på baggrund af det nu eksisterende materiale er i stand til at dokumentere, skriver han.
Løkke har tidligere betalt 642,50 kroner tilbage for blandt andet tvivlsomme indkøb af cigaretter for skattekroner.