Fra i morgen er statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på officielt statsbesøg i Kina. Og derfor er han tvunget til at melde afbud til sin pap-svigerfars begravelse i Thorshavn på Færøerne lørdag.
Afbudet kommer i kølvandet på den ophedede debat, hvor Dansk Folkeparti i dag beskyldte statsministeren og udenrigsminister Lene Espersen for at prioritere familien højere end det at lede landet.
"Der har været nogle konkrete eksempler, som giver danskerne grund til at tvivle på deres lederskab, og det er i situationer, hvor de helt åbent siger, at hensynet til familien kommer før det at regere landet," siger DF's gruppeformand Kristian Thulesen Dahl til Jyllands-Posten.
Han henviser til Løkkes afbud til et ambassadørmøde i januar på grund af en privat sag i familien og til Lene Espersens prioritering af en familieferie på Mallorca frem for et møde om Antarktis med Hillary Clinton.
På lørdag mødes statsministeren altså med Kinas premierminister Wen Jiabao og vicepræsident Xi Jinping i stedet for at tage til sin hustru Solruns stedfars begravelse.
"Det er korrekt, at min stedfar er død. Han har været min stedfar, siden jeg var 6 år gammel, og vi havde et rigtig godt forhold. Lars kan desværre ikke komme med, men jeg har fuld forståelse for hans beslutning om at tage til Kina," siger statsministerens kone, Solrun Løkke Rasmussen, til jp.dk.
I stedet for Lars Løkke Rasmussen bliver det parrets ældste søn Bergur, der skal være med til at bære kisten ud.