Køen af langtidsledige vokser. Men det er en udvikling, der skal bremses.
Derfor har beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) i morgen indkaldt Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og fagbevægelsen i form af LO til et møde.
Her skal de lægge en plan for, hvordan væksten i antallet af langtidsledige kan bremses.
Fagbevægelsen møder frem med krav om at uddanne Danmark ud af krisen, skriver Politiken.
"Vi skal have fjernet nogle af de barrierer, der er for, at ledige går i gang med en uddannelse," siger LO's formand Harald Børsting til avisen.
Han mener, at aktiveringsmidlerne bliver brugt forkert.
"De ledige kommer på det ene jobsøgningskursus efter det andet. Vi er på vej mod et aktiveringscirkus," siger han og understreger, at uddannelsen af de ledige skal være langt mere målrettet - en opfattelse han deler med DA.
En opgørelse fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd viste i december, at antallet af langtidsledige på et halvt år er steget med 48 procent, så der i dag er 35.000 langtidsledige.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg siger, at der skal gøres "alt for at bekrige langtidsledigheden," og at hun er åben over for alle ideer.
Man er langtidsledig, hvis man har været uden job i 80 procent af tiden det seneste år.