For første gang i flere år vil LO samle tillidsrepræsentanter og fagligt aktive fra hele landet til et fagligt stormøde.
Formålet med mødet, der finder sted 2. februar i Odense, er at klæde deltagerne på til at kunne diskutere efterløn på arbejdspladserne.
"Vi oplever, at regeringen omgås sandheden noget flygtigt i deres iver efter at afskaffe efterlønnen. Derfor er det afgørende for os, at vores tillidsrepræsentanter får et faktuelt grundlag at diskutere ud fra," siger formand for LO, Harald Børsting.
Han nævner som eksempler, at otte ud af 10 efterlønnere er ufaglærte eller faglærte, at efterlønnen koster samfundet mindre og mindre, og at efterlønnere typisk er mere syge end jævnaldrende i beskæftigelse.
"Det utraditionelle initiativ er nødvendigt, fordi regeringens planer om at afskaffe efterlønnen primært rammer LO-lønmodtagerne," siger Harald Børsting.
LO forventer, at over 1.000 tillidsrepræsentanter deltager i stormødet.