Der er mange måder at snyde det sociale system på, men i fremtiden bliver det sværere for svindlere i hele landet.
Seks danske kommuner har allerede afprøvet systemet, der i korte træk er en samling af alle de forskellige registre, vi står optegnet i. Det skriver Morgenavisen Jyllandsposten.
Testkørslen har været en stor succes i de seks kommuner. I Hvidovre har kommunen således indtjent en million kroner bare på de par måneder, den har prøvekørt den nye elektroniske sladrehank.
Desuden er borgmesteren glad, fordi naboer nu ikke længere behøver udlevere hinanden.
"I fremtiden er vi fri for at vente på anonyme tip fra borgerne. Det giver jo associationer til et stikkersamfund. Nu kan vi selv finde de potentielle bedragere,« siger borgmester Milton Graff til Jyllandsposten.
Når det sammenkørte system registrerer noget mistænkeligt, sender kommunen en kontrolmedarbejder ud for at undersøge sagen nærmere.