Der er stadig meget at komme efter for kvinderne, når det kommer til løn. I gennemsnit får de 17,7 procent mindre i lønningsposen end mændene.
Og det er da også på det område, der skal sættes ind, mener kvinderne. I en Gallup-undersøgelse lavet for Urban svarer 30 procent af de adspurgte kvinder, at kampen for ligeløn er den vigtigste på arbejdsmarkedet lige nu.
Men der er ikke meget opbakning fra det bedst lønnede køn. Kun hver tiende mand har kampen for ligeløn som topprioritet.
Det undrer Karin Retvig, der er formand for HK/Privat, hvor 80 procent af medlemmerne er kvinder.
"De er jo gift med disse kvinder. Det er deres døtre, deres mødre. Mændene er vel lige så interesserede i, at deres husstand samlet set får højere løn," siger hun til Urban.
Men altså ikke hvis man spørger mændene selv. De har højere løn som første prioritet, derefter fleksible arbejdstider og miljørigtige arbejdspladser.
De to køn er dog enige om noget. Begge har fleksible arbejdstider som anden prioritet.