En pessimistisk tale til den amerikanske kongres afholdt af centralbankchef Ben Bernankes var indirekte skyld i, at prisen på en tønde olie styrtdykkede med ni dollar. Det er det største fald i 18 år, hvis man måler det i dollar, skriver epn.dk.
Det historiske fald i olieprisen er dog ikke noget, som danskerne vil mærke kolossalt meget til i Danmark, mener cheføkonom i Danske Bank, Steen Bocian.
- Man får lidt billigere benzin, men man skal sikkert ikke sætte næsen efter det. Det vil dog selvfølgelig også påvirke benzinpriserne i Danmark, siger han til Avisen.dk
I går blev en tønde olie handlet til så lavt som 135,92 dollar, men i morges var prisen steget små to dollar. Fredag gik en tønde olie til 147 dollar.
I Ben Bernankes tale blev der advaret mod en stigende inflation i kombination med faldende vækst, som vil være skidt for priserne.
Begrebet en 'tønde olie' er en måleenhed, der benyttes som mål for volumen af råolie.
Måleenheden er baseret på størrelsen af de olietønder, der tidligere blev benyttet til opbevaring og transport af olie.
En tønde olie svarer til 42 gallons eller knap 160 liter.
En tønde olie kostede i april 2006 cirka 70 dollars og i begyndelsen af dette årtusinde kostede den blot 20 dollars.
Nu koster den mellem 130 og 150 dollars.