Hvad svarer en liberalist, når man spørger hvilket sted, der betyder noget særligt for ham som borgerlig?
»En Volvo XC90.«
Sådan svarer i hvert fald Christopher Arzrouni, liberalist ind til benet og en af de vigtigste ideologer på den borgerlige fløj i Danmark. Han blev kendt som en af Anders Foghs tætteste rådgivere, da det blev afsløret, at det var Christopher Arzrouni, der skrev udkastet til statsministerens nytårstale i 2004.
»Bilen er udtryk for min småborgerlige stræben efter et familieliv med fire børn i nogenlunde harmoni,« siger han.
En Volvo XC90 er usandsynligt stor. Den har syv sæder og en attitude, der kværner lige henover de andre godt-nok biler som en tank på larvefødder. Men Christopher Arzrouni har ikke selv råd til den. Han er derfor ved at gå ud af sit gode skind af begejstring, da Bilia på Jagtvej i København tilbyder at stille bilen til rådighed for et kørende interview, som skal opklare, hvorvidt borgerlige virkelig er ondere end andre mennesker.Christopher Arzrouni mener selv, at de borgelige fejlagtigt har et ondt image som egoistiske, kyniske og potentielle racister.
Første stop Jagtvej 69
For at demonstrere sin pointe drejer han ind på Jagtvej 69 som første stop på turen. Arzrouni drejer dækkene ind over den nu tomme matrikel og knuser glasskårene og skraldet under sig. Han står ud og sætter sig op på køleren af Volvo XC og smiler, som havde han nedlagt en bjørn.
»Jagtvej 69 er eksemplet på alt, hvad der ikke er borgerligt. Det er tag-selv bordet. De tager en bygning, de tager et kvarter, fordi det passer dem. Hvis de havde købt huset og indrettet sig, som de ville, havde det været et eksempel på god borgerlighed. Borgerligheden er, at jeg har arbejdet for det, der et mit. Jeg generer ikke dig, og du generer ikke mig.«
Småborgerligt paradis
Arzrouni føler sig godt tilpas på Jagtvej 69. Måske fordi Ungdomshuset ikke står der længere. Måske fordi han sidder på køleren af en Volvo CX90. Til gengæld får han det en smule dårligt, da han forestiller sig sine egne børn vokse op og besætte andre folks huse.
»De skal nok få kærlighed, og jeg skal nok hente dem i detentionen. Men det bliver ikke mig, der bakker dem op den dag, de måtte besætte en bygning, der tilhører en anden,« siger han ud mellem tænderne.
Han får det straks bedre, da han sætter sig ind i bilen igen. Snart råber Christopher Arzrouni som en cowboy, der er i færd med at nedlægge kvæg på kørebanen, mens han styrer mod sit hjem. Han lyser op som E.T. jo tættere, han kommer. Smørumnedre er, i Arzrounis egne ord, et småborgeligt forstadshelvede, som ikke kunne ligge tættere på paradis.
»Det er småborgerligt, så det driver. Er det ikke dejligt? Lange, lige veje, masser af hæk og standardnavne. Vejene hedder alle sammen noget med blomster,« siger han, som om det kun er folk fra Smørumnedre, der har fundet på det med blomsternavne.
»Se, hvor pænt lige hækkene er klippet,« siger Christopher Arzrouni.
»Undtagen lige derinde. Det er noget sjusk,« siger han.
»Vi har også vores egen genbrugsstation,« fortsætter han.
»Se, hvor pænt og ordentligt det er. Haveaffald til venstre, småt brandbart til højre, aviser dér.«
Der er styr på tingene i Smørumnedre. Enhver passer sin egen hæk. Det ligner ikke et sted, hvor der bliver tabt mange tyggegummipapirer på jorden.
»Ligusterhækkene rummer alt det, jeg synes er positivt. Folk har deres lille parcel, deres børn og familieliv. De sørger for, at der kommer ordentlige borgere ud af det, selvom nogle stemmer på andre partier og ender med beslag i ansigtet. Hvis de respekterer andre mennesker, så er meget nået.«
Den personlige frihed
Smørumnedre er godt for Christopher Arzrouni. Men er Smørumnedre også godt for andre? Er det godt for indvandrerbørnene, der ikke lærer at læse? Er det godt for de strandede skæbner i flygtningecentrene, hvor tiden er det eneste, der er nok af? For dem uden ligusterhække er der lang vej til Smørumnedre. Når borgerlige taler så meget om personlig frihed, hvorfor er der så ikke flere, der stiller sig i spidsen for socialt arbejde?
»Det mest kvalmende er mennesker, der siger, at de selv er gode. De vil kaste en dyne af godhed over resten af samfundet. Man behøver ikke lede efter alle mulige eksotiske godgørende ting. I stedet bør folk dyrke deres egen have: Tage sig godt af de børn, man har, være flink overfor deres kammerater, når de kommer hjem, fragte dem rundt til sport og gymnastik. Det er grundlaget under et velfungerende samfund. Men den slags bliver der kastet vrag på, det er ikke fint nok, fordi det ikke handler om at frelse verden.«
Ville du hjælpe mig under jorden, hvis jeg var flygtning og blev udvist til Iran?
»Nu skal jeg ikke sidde her og sige ting, der er ulovlige ?«
Men hvordan ville du hjælpe mig? Du bor her i din forstad, jeg kommer jo ikke i kontakt med dig.
»Det ligger ikke til højrebenet for mig at bedrive frivilligt social arbejde i en flygtningelejr. Der er jo ikke nogen flygtningelejr ved siden af os.«
Men er det ikke en sag for dig, som tilhænger af personlig frihed, hvis nogen ikke vil tilbage til Iran?
»Jo, det er også en sag for mig. Men jeg tror, at jeg kan gøre mere gavn ved stille og fredeligt at argumentere for, at det skal være lettere at opholde sig i Danmark.«
Men dem, der har brug for hjælp, er jo ikke, hvor du er.
»En dag blev jeg ringet op af en armensk flygtning på et flygtningecenter. Han havde genkendt mit navn i avisen som et armensk navn. Så mødtes vi. Vi snakkede om hans situation i flygtningelejren og armensk historie. Jeg gav ham nogle råd med hensyn til, hvordan han kunne få opholdstilladelse. Det fik han, men det tog godt nok lang tid. Han fik et job i Bruxelles. Noget med forskning.«
Christopher Arzrouni er ligeglad med, at blandt andre han har et dårligt image. Han har ikke tænkt sig at lave om på det.
»Just do it«
»Borgelige skal gøre en dyd ud af, at de netop ikke vil eller kan frelse verden. Det er rigtig fint, at borgerlige som individuelle personer kaster sig ud i lokale aktiviteter. De skal bare gøre det uden at råbe op om det. For når godgørenhed bliver brugt som et markedsføringskneb, mister det sin værdi. Jeg får det fysisk dårligt over de virksomheder, som profilerer sig på etik og såkaldt socialt ansvar. Just do it.«
Interviewet med Christopher Arzrouni er foretaget i en Volvo XC90 udlånt af Bilia på Jagtvej i København
Da han blev bedt om at møde Nyhedsavisen på et sted, som betyder noget for ham som et borgerligt menneske, svarer han: »En Volvo XC 90. Bilen er udtryk for min småborgerlige stræben efter et familieliv med fire børn i nogenlunde harmoni.« Ifølge Arzrouni har han ikke plads til at køre med den samlede familie i sin egen bil.
Arzrounis blå bog
40 år med armenske rødder
Særlig rådgiver for fødevareminister Eva Kjer Hansen
Betragtes som en af de vigtigste liberale ideologer i Danmark
Bestyrelsesmedlem i den liberale tænketank CEPOS
Forfatter til debatbogen »Helt Uforsvarligt« om sine politisk ukorrekte holdninger