Godt nok har han i dag stor succes med sit eget hippe tøjmærke og som forsanger i sit nye band Beady Eye. Alligevel foretrækker den tidligere forsanger i 90'er-succesen Oasis, Liam Gallager, dog at lave musik med sin bror Noel, som han ikke har talt med, siden han forlod bandet efter et skænderi i 2009.
"Hvis folk tror, jeg er glad for, at Oasis gik fra hinanden, så tager de fejl. Selvom jeg elsker Beady Eye, vil jeg stadig foretrække at være i Oasis, fordi det var "my thing". Oasis var mit liv," siger den 39-årige englænder i et interview med det engelske ungdomsmagasin Live Magazine ifølge Female First.
Det er dog ikke de store stadionkoncerter, Liam Gallagher savner.
"Store koncerter er sjælløse masser af mennesker - jeg er glad for at have spillet dem, men jeg savner dem ikke. Jeg har alligevel ikke noget at bevise," siger han.
Kilde: Female First