Bjarne Riis gamle holdkammerater fra Telekom indrømmer dopingmisbrug på stribe, og det kaster mistanke over danske Bjarne Riis.
Cykelkommentatoren Jørgen Leth mener, at Riis bør komme med en forklaring.
- Det er klart, at omstændighederne kræver en udmelding, siger Jørgen Leth.
I dag meddelte Team CSC, at en udmelding kommer fredag klokken 16.30. Om den så indeholder en tilståelse, vil Jørgen Leth ikke forholde sig til, men han vil gerne give et venskabeligt råd til Bjarne Riis.
- Jeg ved jo ikke, om han har taget epo, men når to så sympatiske og reelle ryttere som Zabel og Aldag står frem, så har han chancen nu for at sige en eventuelt ubehagelig sandhed i en anden kontekst. Det ville være bedst for ham selv, for cykelsporten og for CSC at få kortene på bordet. Så kan man da håbe, at han slipper for en fortsat heksejagt fra en blodtørstig presse, siger Jørgen Leth og tilføjer.
- Jeg ved ikke, hvad sandheden er, og jeg synes man skal lade være med at foregribe hvad han vil sige imorgen. Jeg vil ikke udtale mig om sandsynligheden af at han har taget EPO, nu må vi se, hvad han siger. Hvad han end måtte indrømme, så gør det ham under alle omstændigheder ikke til en mindre rytter i mine øjne, siger han.