Det, der ellers skal være Lene Espersens (K) første store udmelding som udenrigsminister, kan ende i en byge af kritik. Første skarpskytte er anerkendt EU-professor.
På forsiden af lørdagens Jyllands-Posten langer Espersen hårdt ud efter EU's udenrigspolitik, som hun betegner som "forpjusket og afklædt".
"EU bliver ikke regnet for særligt meget globalt set, fordi medlemslandene hver især har alle mulige synspunkter. Derfor skal EU blive bedre til at tale med én fælles stemme," lyder fra Lene Espersen, der advarer kollegaerne om, at EU kan ende som en dværg i det nye verdensbillede.
Men den udmelding er et forsøg på at komme i medierne på en billig baggrund, fastslår EU-professor Marlene Wind over for Newspaq.
"Det er mærkelig gratis omgang, at melde sådan noget ud. Danmark har selv været med til at pege på en meget, meget svag udenrigschef i EU og en svag formand for det europæiske råd. Vi har ikke ønsket Tony Blair eller en anden markant personlighed. Så jeg synes det er en gratis omgang at komme med," siger Wind til Newspaq.
Samtidig langer hun ud efter de meget omstridte EU-forbehold, som regeringen netop har besluttet, at vi danskere alligevel ikke skal stemme om i denne valgperiode.
"Udmeldingen er efter min mening varm luft. Danmark har selv et hav af forbehold, som i den grad er med til at splitte EU," lyder det fra Marlene Wind.
Hun vurderer, at lederne i Europa bestemt ikke vil tage Lene Espersens advarsel alvorligt.
"Der er ingen som helst udsigt til, at den får nogen vægt. Folk vil ryste på hovedet og sige, 'hvad har hun gang i'. Altså, det er ikke noget nogen, vil tage alvorligt overhovedet."
Lene Espersens udmelding kom på hendes første EU-møde som udenrigsminister i den spanske by Cordoba.