Ledige burde ikke løbe spidsrod i et virvar af papirbunker, aktiveringskurser, meningsløse paragraffer, jobcentre, kopimaskiner og a-kasser.
Men det gør de ikke desto mindre, mener et overvældende flertal af danskerne ifølge en ny undersøgelse, som Min A-kasse står bag.
Fire ud af fem danskere mener, at der er alt for meget ligegyldigt papirarbejde for de arbejdsløse.
DDR-tilstande
"Beskæftigelsessystemet bliver i højere grad end tidligere opfattet som var det et DDR-regime," siger professor Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet. Her forsker han i vilkår for ledige.
"Det gør det ikke bedre, at nye paragraffer og regler fra ministeriet gør de eksisterende love mere komplicerede. Det er blevet til et maskinbureaukrati," siger han.
"De markante holdninger skyldes de mange historier i medierne om besværlige regler og pipfuglekurser for de arbejdsløse," siger Henning Jørgensen, som svar på hvorfor hele 81 procent er utilfredse.
Flere forslag mod bøvl
"De fleste har venner, der har været arbejdsløse og en tur gennem systemet. De ved, at det er frygteligt bureaukratisk," siger Lars Christensen, direktør i a-kassen 'Min A-kasse', som står bag undersøgelsen.
Han har flere forslag til, hvordan bureaukratiet kan minimeres. Et er, at ledige skal nøjes med samtaler i deres a-kasse, i stedet for både i A-kasse og i kommunens jobcenter.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) har det seneste år fået hård kritik fra flere fronter for, at beskæftigelsesindsatsen opfattes bureaukratisk.
Men i foråret tog hun nogle initiativer til at forenkle reglerne.
Hendes partifælle, arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs (V) har tillid til, at ministeren er på rette kurs:
"Vi har set nogle uheldige sager på det seneste, men nu vil Inger Støjberg gennemgå hele systemet med en tættekam," siger hun.
Ordføreren er med på at skrotte unødvendige paragraffer, og hun er åben for forslaget fra Min A-kasse.
"Vi skal forenkle reglerne, hvor vi kan, så vi er klar til at kigge på hele systemet," siger Ulla Tørnæs.
Læs her resultatet fra hele undersøgelsen (Min A-kasse).
- 81 procent svarer, at ledige udsættes for unødvendigt bureuakrati.
- 75 procent svarer, at indsatsen for at få ledige tilbage i job generelt burde være bedre.
- Blot 2 procent svarer, at de er tilfredse med indsatsen.
Undersøgelsen er lavet af Interresearch A/S for Min A-kasse.
Rundspørgen er foretaget blandt 1.028 repræsentativt udvalgte danskere mellem 18-65 år.