Den lille betuttede rødhårede Holger Kragh, som er blevet en landssensation, efter han overlevede et døgn alene i en kold nordjysk klitplantage, har fået en ny fan.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er glad for, at det gik den treårige dreng godt, også selvom Holger og Lars er meget uenige politisk.
I hvert fald fremgår det af lille Holgers Facebookprofil, at han går ind for en bevaring af efterlønnen, noget som ellers er en varm kartoffel på statsministerens skrivebord.
"Jeg er glad for, at Holger er fundet i god behold. Han er en sej gut," sagde statsministeren i dag på sit ugentlige pressemøde.
Og den politisk uenighed til trods, så er den 43 år ældre Lars imponeret af Holger.
"Hvis han allerede er så bevidst om sin tredje alder, så øger det bare min respekt for ham," lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.
Måske statsministeren en dag inviterer Holger på skinkepizza og rød sodavand på Christiansborg. Det var i hvert fald den lille drengs bestilling til aftensmaden efter hjemkomsten.