Han har stoppet og nedlagt den ene angrebsstjerne efter den anden som forsvarsklippe for både det danske landshold, flere udenlandske klubber og for tiden for AG København.
34-årige Lars Jørgensen går dog en svær tid i møde i den kommende uge, hvor sæsonens fire vigtigste kampe skal spilles.
Hans knæ volder problemer, og det har holdt ham ude af de sidste par træninger.
- Det går okay med mit knæ nu. Jeg trænede med torsdag, og det gik fornuftigt.
- Det store spørgsmål er, hvordan knæet kommer til at reagere med fire kampe på en uge, siger han.
Forude venter først to kampe ved Final4-stævnet, hvor Champions League-turneringen afvikles.
Efter de to kampe i Final4 venter to DM-finalekampe mod Bjerringbro-Silkeborg i næste uge.
- Det er ikke noget problem i forhold til semifinalen mod Atlético Madrid.
- Problemet er måske, hvordan det reagerer i løbet af ugen, siger Lars Jørgensen.
Trods eventuelle smerter i knæet, skal man regne med at se den 34-årige håndboldspiller i AG Københavns forsvar til de vigtige kampe.
- Jeg regner med, at jeg er 100 procent klar til at være i startopstillingen, hvis Magnus Andersson beslutter det, siger Jørgensen med henvisning til AG Københavns svenske træner.
- Jeg føler mig ikke begrænset overhovedet i forhold til mine bevægelser defensivt. Så det, tror jeg i hvert fald ikke, bliver noget problem, siger en optimistisk Lars Jørgensen forud for CL-semifinalen mod Atlético Madrid, der spilles lørdag klokken 18.00.
Bronzekamp og finale spilles søndag, og står det til Lars Jørgensen, skal AG København spille finalen.
- Jeg vil sindssygt gerne vinde det her. Jeg vil gøre alt, hvad der skal til.
- Og jeg tror på det, siger han.
Det er første gang nogensinde, at et dansk hold har kvalificeret sig til Champions Leagues Final4.