Der har ikke hjulpet en tøddel for de konservative at skifte formand.
De konservative med Lars Barfoed i spidsen får lige så ringe opbakning i meningsmålingerne som da Lene Espersen stod i spidsen for partiet.
I en Gallupmåling i Berlingske får partiet den laveste vælgeropbakning i 35 år. Det betyder, at kun 4,9 procent af vælgerne vil stemme på de konservative, hvis der var valg i dag. For en uge siden da Lene Espersen var leder fik partiet 5,7 procent af stemmerne.
"Det er udtryk for, at folk lige skal sunde sig og finde ud af, hvad der foregår hos de Konservative. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi vil få gavn af formandsskiftet, så snart vælgerne oplever vores fulde opbakning til Lars Barfoed. Vore vælgere bryder sig ikke om uro, og derfor vil de lige være sikre på, at vi også mener det," siger politisk ordfører Henriette Kjær til avisen.
Dermed er det stadig Helle Thorning Schmidt og Venstrefløjen, der står til at snuppe regeringsmagten i meningsmålingerne.
Rød blok med Socialdemokraterne, SF, De Radikale og Enhedslisten står til 91 mandater, mens de partier, der bakker op om Lars Løkke Rasmussen, kun får 84 mandater.