AGF skulle i dag forsvare deres femteplads hjemme mod Aab, og det blev en underholdene affære, som de to hold diskede op med på AGF's hjemmebane NRGi Park.
AGF sad på spillet i starten, men det var alligevel Aab, der kunne tage føringen efter en noget forvirrende situation.
Martin Jørgensen ville cleare bolden væk med hovedet efter et kvarters spil, men kiksede. Bolden havnede for fødderne af Niklas Helenius, der hamrede bolden i kassen til 1-0.
Linjedommeren markerede for offside, men dommer Henning Jensen omstødte korrekt kendelsen og dømte mål til AGF-spillernes store frustration.
Under ti minutter efter ramte Aab's Kasper Kusk stolpen, og tættere på kom ingen af holdene inden halvlegen.
I anden halvleg havde begge hold fine chancer, men målene udeblev indtil det 78. nimut, hvor Søren Larsen steg til vejrs og flot headede bolden i kassen.
Bittert for Aab, der kunne have bragt sig på 2-0 minuttet forinden, men Jeppe Curth overplacerede sit lob, der røg forbi mål.
I kampens sidste ti minutter havde begge hold kvalificerede afslutninger, men kampen endte med en pointdeling - 1-1.
Med resultatet holder AGF sin femteplads og Aab sin syvendeplads.