De danske svineavlere bruger alt for meget antibiotika. Det gør bakterier sejlivede, og de er sværere at behandle, når de finder vej til mennesker i en lungebetændelse eller blodforgiftning.
Derfor mener de danske dyrlæger, at antallet af besøg hos svineavlerne skal tredobles: Fra et hver tredje måned til et hver måned.
Men de otte ekstra årlige besøg vil koste landmændene mange penge.
"Det kan ses på min bundline. Et dyrlægebesøg koster mellem 4.000 og 4.500 kroner for mig," udtaler Lindhart Nielsen, der udover at være svineavler også er formand for Landbrug og Fødevarer Svineproduktion.
I hans tilfælde vil de foreslåede ekstrabesøg koste over 35.000 kroner om året. De penge kan ikke findes andre steder end i højere priser, og det vil ramme den danske konkurrenceevne.
"Prisen er international, vi skal konkurrere med alt muligt kød fra Tyskland og Brasilien og andre steder. Det betyder at vi vil blive mindre konkurrencedygtige og at vores eksport vil falde," siger Lindhart Nielsen til Newspaq.
Han frygter også, at flere dyrlægebesøg vil gå ud over seriøsiteten og grundigheden ved de enkelte besøg.