Med en banan i den ene hånd, et kondom i den anden - og røde kinder.
Sådan er det tit, når en folkeskolelærer underviser sine elever i seksualundervisning.
Oppositionen kræver, at seksualundervisningen bliver fast implementeret på skoleskemaet. Men det er langt fra den bedste løsning, siger formanden i Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen.
"Jeg mener, at man skal fokusere mere på, at lærerne får bedre forudsætninger for at undervise i seksualundervisningen. Man skal sørge for, at de har de nødvendige forudsætninger gennem kurser, at der er nogle rigtig gode undervisningsmaterialer, og at man i højere grad kan tilbyde gæstelærere at deltage i undervisningen, hvilket vi har rigtig gode erfaringer med," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq og tilføjer:
"Det er vigtigere end antallet af timer, vi bruger på faget."
Samme holdning har folkeskolelærer fra Skovvang Skole i Hammel, Troels Møller Jensen.
"Mange seminarier underviser udelukkende i seksualundervisning i biologitimerne. Lærere, der ikke har biologi, møder derfor overhovedet ikke tilgangen i deres seminarietid. Man kunne vel godt sørge for, at man i læren om, hvordan man underviser i klasserne, havde indtænkt et forløb, hvor de studerende lærte om seksualundervisning i praksis. Det er vel nemt," siger han til Newspaq.
Venstres uddannelsesordfører, Anne Mette Winther Christiansen, afviser kritikken. Hun mener ikke, at lærerne er klædt af, når det gælder seksualundervisningen.
"Jeg forstår ikke, lærerne ikke føler sig rustet. Vi bliver jo også på lærerseminariet orienteret om, hvordan man underviser i det, og der ligger en lærerbeskrivelse for, hvad det er, det fag skal indbefatte" siger hun.
I denne uge har en tredjedel af landets skoleelever i 6.-10. klasse fokus på seksualundervisningen i forbindelse med den årlige 'Uge Sex'-kampagne.