Vælgerne straffer nu Dansk Folkeparti for at være med til at forringe efterlønnen.
Det viser en måling, som YouGov har foretaget for Metroxpress. Partiet står i dag til at få 10,9 procent af stemmerne, hvilket er det laveste YouGov har målt, siden de begyndte i 2008.
"Dansk Folkeparti løb en kalkuleret risiko med efterlønsaftalen. De var godt klar over, at det kunne komme til at gøre nas, og målingen bekræfter deres værste anelser," siger politisk redaktør på TV 2 Henrik Qvortrup til Metroxpress.
Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl afviser, at de har svigtet vælgerne.
"Venstrefløjen og fagbevægelsens massive kampagne om, at vi skulle have begået løftebrud, er gået ind hos nogle af vores vælgere. Men man kan ikke begå løftebrud, når man før et valg siger, hvad man vil gøre efter et valg," siger han til Metroxpress.
Den store vinder i målingen er de Radikale, som når op på 9 procent af stemmerne mod blot 6,1 procent i maj.
Samlet set står oppositionen nu til at få 95 mandater, mens regeringen og støttepartier må nøjes med 80.
Kilde Metroxpress