Syge medarbejdere risikerer stadig at blive kastebold mellem læger og arbejdsgivere.
Det siger HK's formand siger Kim Simonsen efter et møde i dag i Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Mødet skulle kaste lys over den forvirring, der er opstået, efter at den gamle lægeerklæring - hvor lægen skiver, at den ansatte er uarbejdsdygtig - blev officielt afskaffet i oktober og erstattet af en mulighedserklæring, hvor lægen sammen med den syge og arbejdsgiveren lægger en plan for, hvordan medarbejderen kan komme tilbage på jobbet.
Men nogen åbenbaring blev mødet ikke.
"Umiddelbart er der en lille smule mere klarhed i det for syge medarbejdere. Men det lader stadig til, at der er forvirring om, hvornår man skal bruge en mulighedserklæring, og hvornår man skal bruge en frihåndsattest. Så syge medarbejdere risikerer stadig at blive kastebold mellem læger og arbejdsgivere," siger Kim Simonsen til Nyhedsmagasinet HK
Konklusionen på mødet blev, at den gammeldags lægeerklæring også kaldet en frihåndsattest, endnu ikke er lagt helt i graven.
Hvis du bliver syg, og din arbejdsgiver kræver en lægeerklæring, er din læge nu forpligtet til at udskrive en frihåndsattest. Men nogle gange vil en mulighedserklæring være en bedre løsning.
"Parterne blev i dag enige om, at der kører to spor i forhold til lægeerklæringer. Der vil være tilfælde, hvor mulighedserklæringen er den rette at bruge, og der vil være tilfælde, hvor en frihåndsattest er den rette at bruge," siger Signe Schertiger, fuldmægtig i Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Striden opstod, fordi arbejdsgivere blev ved med at sende medarbejdere til lægen efter en erklæring, som lægerne jo ikke længere skulle udskrive.